Oust Mølle Rock

Den sidste torsdag før sommerferien hejser vi flaget på Oust Mølleskolen, og gør de sidste forberedelser til Oust Mølle Rock for godt 5000 børn i skolens smukke park. Frivillige, forældre og ansatte var med til at skabe en festlig afslutning for eleverne i Randers Kommune på skoleårets næstsidste dag

Siden 1992 har Oust Mølleskolen hvert år afholdt Rock-fest for skolebørn i 0.-5. klasse i Randers Kommune. Festen foregår i skolens smukke omgivelser.

Tanken bag Oust Mølle Rock er at give børn og unge en festlig afslutning på skoleåret samt at give forskellige skolebands mulighed for at spille for deres kammerater og et større publikum.

Oust Mølle Rock er ligeledes en god måde at skabe kendskab til Oust Mølleskolen og dens arbejde og skabe relationer mellem elever på tværs af skolerne i Randers Kommune.

Musik og gøgl

På dagen er parken fyldt med masser af boder, hoppeborge, cirkustelt, brandbil og naturligvis en scene, hvor skolebands kan optræde med professionelt lyd- og lysanlæg.

Hvert år optræder også et landskendt navn eller band. Blandt andre har ADHA, Joey Moe, Basim, Liga, Cisilia og Wafande optrådt til Oust Mølle Rock.

I boderne kan købes slik, pølser, popcorn, frugt og sodavand. I andre telte kan børnene blive sminket og får farvet "festivalhår".

Opbakning og sponsorer

Forud for festdagen er der gået ca. et ½ års forberedelse med booking af skolebands og hovednavn, sponsoraftaler, indkøb af varer til boderne samt rekruttering af forældre til børn på Oust Mølleskolen (nuværende og tidligere), som er en forudsætning for afviklingen af "Rock'en".

Dagene op til Rock'en og på selve dagen er alle (personale og forældre) i gang fra den tidlige morgen med klargøringen til det store rykind, og når alle børnene har forladt festpladsen, rydder vi alle op.

Oust Mølle Rock finansieres udelukkende via sponsorer og omsætningen på dagen - ud fra devisen, at Rocken ikke skal give overskud, men blot hvile i sig selv!

Et kig ind i en Rock-dag

Det kan være svært at beskrive den glæde og begejstring, som kendetegner Oust Møllerock. Når 5000 børn mødes til fest og musik, inden de går på sommerferie, kan stemningen blive helt magisk. Denne video giver et indblik i den fantastiske stemning, der opstår, når først musikken spiller.